Bliv anbringelseskonsulent og gør en forskel i anbringelsessager i Frederikssund Kommune

dato

Vil du være med til at sætte faglig retning og styrke kvaliteten i anbringelsessager – tæt på både praksis og ledelse?

Vi søger en anbringelseskonsulent, der kan varetage faglig ledelse, understøtte børne- og ungerådgiverne i arbejdet med anbringelsessager og bidrage til høj kvalitet, retssikkerhed og en ansvarlig anvendelse af ressourcer.

Stillingen har en vigtig funktion med stor betydning for kvaliteten i sagsbehandlingen og udviklingen af anbringelsesområdet.

Vil du arbejde et sted, hvor vi bevidst har valgt at styrke rammerne for det socialfaglige arbejde?

I Frederikssund Kommune har vi netop valgt at opnormere med tre børne- og ungerådgivere i Familieafdelingen. Det gør vi for at skabe bedre muligheder for grundig sagsbehandling, stærkere samarbejde omkring familierne og mere tid til det socialfaglige arbejde.

Vi ønsker også at styrke arbejdet med vores anbragte børn og unge, og derfor har vi oprettet en ny stilling som anbringelseskonsulent, som skal være med til at styrke og udvikle vores faglige praksis på anbringelsesområdet.

Mød Familieafdelingen
I Familieafdelingen varetager vi Frederikssund Kommunes indsats for børn og unge i udsatte positioner.

I vores arbejde lægger vi vægt på at møde børn, unge og familier med respekt, tydelighed og inddragelse – og på at finde løsninger i tæt samarbejde med familien og deres netværk.

Pr. 1. januar 2026 har vi samlet myndigheds- og udførerområdet i én fælles Familieafdeling. Sammenlægningen er en vigtig del af vores ambition om at skabe endnu bedre sammenhæng i indsatsen omkring børn, unge og familier.

Vi står derfor midt i et udviklingsarbejde, hvor vi sammen skal forme en fælles faglig retning, styrke samarbejdet på tværs af fagligheder og udvikle en praksis, der i endnu højere grad understøtter helhed og kvalitet i arbejdet med familierne.

Familieafdelingen består af omkring 100 medarbejdere, seks teamledere og en afdelingsleder og er en del af Center for Familie og Rådgivning, som derudover rummer PPR, et sekretariat og en centerchef.

Et stærkt fagligt fællesskab med fokus på kvalitet og retning
Hos os bliver du en del af et fagligt miljø, hvor sparring og fælles refleksion er en integreret del af opgaveløsningen. Som anbringelseskonsulent får du en vigtig funktion i at understøtte og kvalificere arbejdet i sagerne – både i tæt samarbejde med børne- og ungerådgiverne og i dialog med ledelsen.

Vi prioriterer faglige drøftelser på tværs af afdelingen, fordi vi ved, at høj kvalitet og gode beslutninger skabes i fællesskab. Du vil indgå i et miljø, hvor faglig udvikling og kollegial sparring går hånd i hånd – og hvor der også er plads til uformel sparring, grin og en hverdag, hvor vi hjælper hinanden.

Vi arbejder målrettet med at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen, herunder retssikkerhed, systematik og borgerinddragelse, så børn, unge og familier oplever at blive mødt med respekt og reel inddragelse i beslutninger om deres liv.

Efter sommerferien 2026 overgår vi til DUBU som nyt fagsystem.

Det kan du se frem til hos os:

  • En faglig nøglefunktion med mulighed for at sætte retning og styrke kvaliteten i anbringelsesområdet
  • Gode muligheder for faglig sparring – både med børne- og ungerådgivere, ledelse og på tværs af afdelingen
  • Et fagligt ambitiøst miljø med fokus på udvikling, refleksion og fælles praksis
  • En fleksibel arbejdsplads med mulighed for hjemmearbejde
  • Tæt samarbejde med ledelsen og løbende sparring i din funktion
  • Tjenestebiler til rådighed ved behov for møder med samarbejdspartnere
  • En afdeling, der arbejder aktivt med at undersøge, hvordan AI-værktøjer kan understøtte det socialfaglige arbejde
  • Et arbejdsmiljø, hvor dialog, faglighed og fælles ansvar for opgaven omkring børn og familier vægtes højt

Du får en vigtig rolle
Som anbringelseskonsulent får du en vigtig rolle i den faglige ledelse af anbringelsesområdet. Du arbejder tæt sammen med børne- og ungerådgiverne og ledelsen og er med til at sætte retning og styrke kvaliteten i sagsbehandlingen. Stillingen refererer til afdelingslederen.

Du får stor faglig indflydelse og en hverdag, hvor du både arbejder tæt på den enkelte sag og samtidig er med til at udvikle praksis på tværs af området.

Din hverdag vil bestå af faglig sparring med børne- og ungerådgiverne, gennemgang og kvalificering af sager samt bidrag til udvikling af praksis på tværs af området.

Stillingen er nyoprettet, og du får derfor en reel mulighed for at præge både opgaver og retning. Vi har klare ambitioner for kvaliteten i vores arbejde, og vi ser frem til, at du bringer din faglighed, dine perspektiver og dine idéer aktivt i spil.

Samtidig er vi optaget af, at opgaverne prioriteres og opbygges i et tempo, hvor der er plads til kvalitet og faglig forankring.

Dine opgaver vil bl.a. være:
  • Faglig ledelse og sparring til børne- og ungerådgivere
  • Gennemføre fagligt ledelsestilsyn i anbringelsessager med fokus på kvalitet og retssikkerhed
  • Bidrage til kvaliteten i børne- og ungeoplæg samt afgørelser på anbringelsesområdet
  • Forhandle og kvalitetssikre kontrakter med eksterne tilbud i samarbejde med vores kontraktforhandler
  • Følge tæt op på enkeltsager med omfattende anbringelsesindsatser i tæt samarbejde med børne- og ungerådgiverne med fokus på at indsatsen understøtter barnets trivsel og udvikling
  • Understøtte en systematisk tilgang til arbejdet med familien under anbringelsen
  • Understøtte afdækning af barnets netværk med henblik på netværksanbringelser, hvor det er muligt
  • Bidrage til at sikre anbragte børns skolegang i samarbejde med børne- og ungerådgiver og relevante samarbejdskommuner
  • Understøtte anvendelsen af venskabsfamilier og støttepersoner til barnet eller den unge
  • Bidrage til faglig udvikling og ensartet praksis
  • Understøtte fagligt velbegrundede løsninger med blik for både kvalitet og økonomisk ansvarlighed

Den kollega vi håber at få med på holdet
Du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler og har solid erfaring fra myndighedsområdet samt indgående kendskab til anbringelsesområdet.

Du har stærke socialfaglige kompetencer og trives i arbejdet med anbringelsessager. Du arbejder struktureret og analytisk og formår at bevare overblik – også når sagerne er mange og komplekse. Du har blik for både kvalitet, retssikkerhed og økonomi i dine vurderinger.

Du har et sikkert juridisk blik og indgående kendskab til relevant lovgivning. Du arbejder sikkert og systematisk inden for de lovgivningsmæssige rammer og har fokus på høj retssikkerhed og korrekt sagsbehandling.

Du har stærke skriftlige og kommunikative kompetencer og kan formulere dig klart, præcist og fagligt velfunderet – både i oplæg, afgørelser og i dialog med kolleger, samarbejdspartnere og borgere.

Du har erfaring med – eller motivation for – at varetage faglig ledelse, herunder myndighedsansvar i den faglige håndtering af sager. Du er tryg i at sætte faglig retning, træffe kvalificerede beslutninger og stå på mål for dem, samtidig med at du understøtter og udvikler børne- og ungerådgivernes praksis gennem sparring og feedback.

Du har forståelse for betydningen af et vedvarende fokus på arbejdet med familien under anbringelsen, herunder perspektivet om hjemgivelse, når det er muligt. Du har samtidig blik for at afdække og inddrage barnets netværk og øvrige støttemuligheder.

Du motiveres af at arbejde systematisk med kvalitet og bidrager aktivt til at udvikle fælles praksis og sikre ensartethed på tværs. Du trives i et fagligt miljø, hvor sparring, refleksion og samarbejde er en naturlig del af opgaveløsningen.

Du er nysgerrig på din egen og andres faglighed og tager ansvar for, at vi sammen løfter kvaliteten i arbejdet med udsatte børn og unge.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. juni 2026.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst samt principperne for Ny Løn.

Ansøgningsfrist:
Mandag den 27. april 2026 - kl. 12.00

Ansættelsessamtaler holdes onsdag den 29. april 2026

Vil du vide mere?
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Marianne Marcussen på 21 46 20 14.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederikssund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Familie og Rådgivning, Torvet, 3600 Frederikssund

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 27-04-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/68caadd2-50ac-4e65-a7d8-33983d6183de

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet