Bliv en del af et dedikeret tværfagligt team i psykiatrisk ambulatorium som ergoterapeutisk kontaktperson

dato

Bliv kontaktperson i Psykiatrisk Ambulatorium FACT Frederikssund – Team Halsnæs.

Vil du være med til at bakke patienternes håb, drømme og mål op – og møde dem der, hvor deres liv leves?

I vores ambulatorium i Frederikssund får du mulighed for at sætte dit personlige præg på opgaverne og blive en vigtig del af et engageret tværfagligt FACT-team.

Hvem er vi?

I Team Halsnæs får du kolleger med forskellige fagligheder, og du bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor vi hver dag bruger hinandens perspektiver aktivt. Her er plads til faglige drøftelser og en kultur, hvor vi værdsætter ærlighed, humor og respekt.

Når vi er ude af huset – i byen, i naturen eller hos patienten eller dennes netværk – bliver FACT-metoden for alvor levende. Vi arbejder fleksibelt, og vi samarbejder tæt med både pårørende og professionelle støttepersoner.

Dine arbejdsopgaver

Som kontaktperson bliver du en del af to FACT-teams, der tilsammen yder fleksibel udgående og opsøgende behandling til omkring 340 patienter.

Dine opgaver omfatter bl.a.:

  • Støttende, motiverende og terapeutiske samtaler
  • Tæt samarbejde med patientens personlige og professionelle netværk
  • Tværfagligt samarbejde med psykologer, læger, sygeplejersker, recoverymentorer, socialrådgivere & IPS konsulenter.
  • Deltagelse i supervision hver 14. dag, teambuilding månedligt og faste makkermøder
  • Facilitering af patientgrupper – dette lærer vi dig grundigt op i
  • Medicinudlevering og dokumentation
Din ergoterapeutiske faglighed kommer i spil og du vil have rig mulighed for at løfte monofaglige opgaver som funktionsvurderinger, genoptræningsplaner, sanseprofil, sansemodulation og ADL-træning på tværs af kontaktpersonopgaverne i teamet.

Du bliver desuden tilknyttet en stor ergoterapeutgruppe på Psykiatrisk Center i Nordsjælland med blandt andet ergo-faglig udvikling og månedlige Fagligt Forum sammen med centrets øvrige ergoterapeuter og udviklings ergoterapeut.

Om Psykiatrisk Ambulatorium i Frederikssund

Vi arbejder ud fra FACT-metoden (Fleksibel Assertiv Community Treatment), hvor recovery er omdrejningspunktet. I begge teams har vi en recovery-mentor, som bidrager med både individuelle forløb og gruppeaktiviteter.

Vores målgruppe er patienter med lavt funktionsniveau og komplekse psykiatriske problemstillinger og som har brug for et specialiseret, tværfagligt og helhedsorienteret behandlingsforløb. Lige nu har vi særligt fokus på arbejdet med integreret dobbeltdiagnosebehandling og DAT tilbud til patienter med ikke-psykotiske lidelser.

Vi arbejder kognitivt og målrettet med patientens egne mål, ønsker og drømme – og vi samarbejder tæt med IPS-konsulenter og det somatiske opsporingsteam.

Vi forventer, at du…

  • er uddannet ergoterapeut
  • brænder for arbejdet med mennesker med psykiske lidelser
  • har en recovery-orienteret tilgang
  • kan arbejde selvstændigt, struktureret og indgå i tværfaglige samarbejder
  • er fleksibel, kreativ og bidrager aktivt til teamet
  • har kørekort og egen bil
Vi tilbyder

  • Et spændende og selvstændigt job i et velfungerende og fleksibelt team
  • Gode kollegaer og et stærkt fagligt miljø
  • Stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dine arbejdsopgaver
  • Mulighed for løbende kompetenceudvikling og aktiv medskabelse af bedre arbejdsgange
  • En gennemarbejdet introduktion, så du føler dig tryg i både opgaver og kultur
Løn og ansættelse

Tiltrædelse: 1. juni 2026 eller efter aftale

Du ansættes i henhold til overenskomst for ikke-ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Ergoterapeutforeningen

Ambulatoriet har åbent mandag–fredag i dagtimerne

Regionen er et døgndækket område, og du vil efter konkret behov kunne blive planlagt med vagter uden for ambulatoriets åbningstider i overensstemmelse med reglerne i den gældende arbejdstidsaftale.

Spørgsmål og ansøgning
Ønsker du at vide mere om stillingen og ambulatoriet er du meget velkommen til at kontakte oversygeplejerske Lisbeth Kristensen på tlf. 21724471 eller sende en mail til lisbeth.kristensen@regionh.dk

Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien"

Søg stillingen
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via linket på siden senest søndag den 19. april 2026.

Vi forventer at holde samtaler torsdag den 23. april 2026





INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederikssund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde skiftende arbejdstid

-Arbejdsgiver:

Psykiatrisk Center Nordsjælland, Frederikssundsvej, 3600 Frederikssund

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 19-04-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/c8e993cc-6371-4371-9970-2eceae09ee76

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet