Døgnrapporten i Frederikssund: onsdag den 22. september

Profilbillede
dato

Frederikssund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdselsuheld, Slangerup

Klokken 07.50 kørte en 59-årig mandlig bilist fra Slangerup ud i krydset ved Hørupvej/Hørupgårdsvej, og i den forbindelse skete der sammenstød med 20-årig kvindelig bilist fra Mørkøv. En ambulance blev sendt til stedet og transporterede efterfølgende den 20-årige kvinde til tjek på hospitalet. 

Den 59-årige mandlige bilist kan formentlig se frem til en sigtelse for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt på stedet.

Konstruktivt ændret knallert, Skibby

En 15-årig ung mandlig knallertfører fra Skibby blev klokken 08.00 standset af en patrulje på Selsøvej, da hans knallert formentlig var konstruktivt ændret, så den kunne køre hurtigere end det tilladte. Knallerten skal nu igennem undersøgelser for at fastslå de eventulle konstruktive ændringer.

Mand og hund bidt af løsgående hund, Kokkedal 

En 66-årig mand fra Kokkedal anmeldte klokken 08.50, at han og hans hun kort forinden var blevet bidt af en sort Chow Chow-hund, som løb rundt uden snor og hundetegn i området ved Bygvænget. Hunden havde bidt manden i det ene knæ, mens mandens hund var blevet bidt i det ene forben, inden den fremmede hund forsvandt fra stedet.

Sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, Hellerup

Klokken 09.12 opstod der brand ved nogle trappeopgange på Callisensvej, formentlig som følge af at der blev benyttet ukrudtsbrænder til bekæmpelse af ukrudt. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden hurtigt blev slukket, så den ikke nåede at bredde sig.

En 52-årig mand blev grundet den formodede brandårsag efterfølgende sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 27-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby kørte klokken 11.43 fra en parkeringsplads ud på Gyrithe Lemches Vej og påkørte i den forbindelse en 18-årig mandlig cyklist fra Gentofte, som kom kørende ad Gyrithe Lemches Vej i vestlig retning. Der skete ved uheldet mindre tilskadekomst for cyklistens vedkommende, og han blev derfor kørt med ambulance til behandling på hospitalet.

Den 27-årige bilist kan formentlig se frem til en sigtelse for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt på stedet.

Tyveri af pung, Frederikssund

En 74-årig kvinde fra Frederikssund anmeldte klokken 12.21, at hun et kvarters tid tidligere havde fået stjålet sin pung, mens hun handlede i Fakta på Østergade. Kvinden havde haft sin pung, da hun gik ind i supermarkedet og opdagede efterfølgende, at den var blevet stjålet under indkøbsturen. Pungen indeholdt diverse kort og kontanter. 

Mobiltelefon stjålet, Virum

Klokken 13.25 anmeldte en 55-årig kvinde fra Virum, at hun havde fået stjålet sin mobiltelefon, mens hun handlede i Meny på Geels Plads i tidsrummet 12.45-13.20. Kvindens mobiltelefon havde befundet sig i hendes taske i en indkøbsvogn, og mens kvinden stod nogle meter derfra ved en frysedisk, bemærkede hun en mand, som stod meget tæt på indkøbsvognen. Efterfølgende konstaterede kvinden, at hendes mobiltelefon var forsvundet fra tasken.

Manden beskrives som: sydeuropæisk af udseende, ca. 40 år, ca. 170 cm, spinkel af bygning, mørk i huden og med kort sort hår. Yderligere kendetegn: spids næse og tydelige kindben. Iført mørk/sort jakke og bukser, muligvis jeans. 

Målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan, Frederikssund

Som led i en målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan var Nordsjællands Politi tidlig tirsdag eftermiddag til stede i Frederikssund. I den forbindelse bemærkede en patrulje klokken 13.47 to mænd på Kocksvej, hvoraf den ene efter at have set patruljen smed en plade med hash ind under en bil. Patruljen standsede begge mænd, en 15-årig fra Roskilde-området og en 18-årig fra Jægerspris, og ud over den moderate mængde hash, der var smidt under bilen, blev de begge fundet i besiddelse af mindre mængder hash. De blev derfor begge sigtet for disse forhold. 

Kørsel i påvirket tilstand, Hillerød

Klokken 13.55 blev en 21-årig mandlig varevognsfører fra Holbæk standset og kontrolleret på Frejasvej. Her fik han narkometeret til at slå ud for cannabis, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad ad påvirkning.

Færdselsuheld og kørsel uden førerret, Frederiksværk

Klokken 13.59 kørte en 25-årig kvindelig bilist fra Frederiksværk via Skovfogedlodden og ind i krydset ved Karlsgavevej. 

I krydset kørte der i forvejen en personbil, som måtte foretage en undvigemanøvre grundet den 25-åriges entré i krydset, ligesom den 25-årige også måtte gøre det. I den forbindelse tog hun dog fejl af speeder og bremse, hvorfor hun mistede herredømmet over bilen, der endte i en hæk. 

Politiet kom til stedet, hvor det viste sig, at den 25-årige ikke besad den fornødne førerret, hvorfor hun blev sigtet for at have sat sig bag rattet alligevel, ligesom hun blev sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt, da hun kørte ind i krydset.

Føreren af personbilen, der måtte foretage en undvigemanøvre, befandt sig ikke på stedet ved politiets ankomst.

Uagtsom brandstiftelse, Stenløse

Klokken 15.24 passerede en kvinde et skur på Toftekildevej nær en tidligere fritidsklub, hvor hun kunne se, at det brændte, ligesom hun kunne se en gruppe drenge på stedet, der forsøgte at slukke branden. Kvinden ringede 112, og politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik slukket branden. Både kvinden og drengene befandt sig stadig ved stedet ved politiets ankomst.

Branden var opstået, fordi drengene havde tændt ild til blandt andet halmstrå, klude og aviser, og ilden herfra havde bredt sig til skuret trods et forsøg på at slukke ilden med en skumslukker.

De sociale myndigheder samt værgerne til de fem 12-13-årige drenge fra lokalområdet blev efterfølgende kontaktet, hvorefter drengene blev kørt til politistationen og afhørt under påsyn af en værge samt en repræsentant for de sociale myndigheder. 

Grundet drengenes alder blev sagen efterfølgende overdraget til de sociale myndigheder.

 

Tyv flygtede over hæk, Kgs. Lyngby

En indbrudstyv tog tirsdag aften flugten over en hæk efter at have været brudt ind i en villa på Nybrovej. Anmeldelsen om indbruddet kom klokken 18.07. Tyven kom ind ved at bryde et vindue op, og et vidne så den mulige gerningsmand løbe gennem en have på Ellevænget. Gerningsmanden beskrives som en mørklødet mand iført brun hættetrøje med hætten slået op. Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte til området for at lede efter gerningsmanden, dog uden at finde ham.

Du kan gøre det sværere for tyven at bryde ind ved at sætte sikringsbeslag på vinduerne og skrue glaslisterne fast, så ruden ikke kan tages ud af vinduet. Find flere råd til indbrudssikring hos Bo Trygt

Kørte uden kørekort, Hørsholm

Tirsdag aften klokken 18.20 blev en 37-årig mand fra Hørsholm sigtet for at køre bil, selvom han tidligere havde fået inddraget sin førerret. Manden blev standset på Usserød Kongevej.

Kvinde kørte galt, Hellerup

En 33-årig kvinde fra København kørte tirsdag aften galt, efter hun formodentlig havde for meget fart på i et sving ved krydset Lyngbyvej/Lagergårdsvej. Kvinden samt to passagerer, en 29-årig mand og en to-årig dreng blev tjekket af ambulancepersonale, da der var melding om lettere tilskadekomst.

Kørte uden kørekort, Snekkersten

Tirsdag aften klokken 19.44 blev en 74-årig mand standset på Strandvejen, hvor han blev sigtet for at køre uden kørekort.

Unge skabte uro og uorden, Kgs. Lyngby

Seks mænd i alderen 19-22 år fra Virum, Gentofte og København blev tirsdag aften sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen. Mændene gik fra Lyngby Station i retning mod Jernbanepladsen, hvor de råbte ad forbipasserende og ad de patruljer, som var kommet til stedet.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi