Døgnrapporten i Frederikssund: tirsdag den 14. september

Profilbillede
dato

Frederikssund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra gravemaskine, Holte

Mellem fredag klokken 12.00 og mandag klokken 07.00 stjal en ukendt gerningsperson det hydrauliske kip-system og tilhørende skovl fra en gravemaskine, som stod parkeret på parkeringspladsen ved Vangebovej.

 

Færdselsuheld, Farum

En 26-årig mandlig bilist fra Værløse kørte klokken 07.37 ad Paltholmterrasserne i vestlig retning og foretog et højresving for ubetinget vigepligt, hvorved der skete sammenstød med en 46-årig kvindelig cyklist fra Brønshøj, som kom cyklende på cykelstien i nordgående retning ad Frederiksborgvej.

 

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

 

Den 26-årige bilist blev af en patrulje på stedet sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt.

 

Spirituskørsel, Helsingør

En politiassistent bemærkede klokken 08.13 en mand, som slingrende kom gående ad Prøvestensvej i retning mod en parkeret bil. Manden satte sig ind i bilen og kørte kort fra stedet, inden politiassistenten fik bragt køretøjet til standsning grundet mistanke om spirituskørsel. Føreren af bilen, en 54-årig mand fra Helsinge, blev anholdt og sigtet for forholdet, og der blev efterfølgende udtaget en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle spirituspåvirkning.

 

Målrettet indsats mod narkosalg ved uddannelsesinstitutioner, Hillerød

Som led i en målrettet indsats mod narkosalg ved uddannelsesinstitutioner var Nordsjællands Politi mandag formiddag til stede med gående patruljer ved Hillerød Teknisk Skole. Der blev i den forbindelse ikke fundet noget af politimæssig interesse.

 

Butikstyveri, Hillerød

Personalet i Rema1000 på Milnersvej anmeldte klokken 11.47, at de tilbageholdt en ung mand, som havde taget varer i butikken og havde passeret kasselinjen uden at betale. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de traf den unge mand, en 15-årig fra Helsinge, som blev sigtet for butikstyveri. Grundet hans unge alder blev hans forældre samt de sociale myndigheder underrettet om hændelsen.

 

Færdselsuheld, Helsinge

På Laugø Byvej blev en 76-årig kvindelig cyklist påkørt af en 17-årig mandlig knallertfører klokken 11.54. Der skete ikke umiddelbart større personskade ved uheldet, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tjekke parterne. 
Knallertføreren blev af en patrulje på stedet anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde ført knallerten under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derudover også fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han også blev sigtet for.

 

Da knallerten kunne køre hurtigere end det tilladte, blev den indbragt med henblik på yderligere undersøgelser.

 

Mistænkeligt forhold, Birkerød

En 35-årig kvinde anmeldte klokken 12.03, at hun ca. ti minutter tidligere var blevet opmærksom på en ukendt mand, som stod foran hendes cykelskur på Birkevej og havde tag i en cykel tilhørende kvinden. Da kvinden konfronterede manden med hans foretagende, stillede han hurtigt cyklen fra sig og sagde, at han ledte efter et andet husnummer på vejen, hvorpå han forlod stedet.

 

Manden beskrives som: ikke etnisk dansk af udseende, 25-35 år, ca. 180 cm, almindelig af bygning, mørk i huden og med kort sort hår. Iført gråt joggingtøj med hvide striber langs siden. Medbragte lille sort taske båret om maven. Talte dansk.

 

Brand, Frederikssund

Klokken 13.27 indløb der anmeldelse om en mindre brand på Haldor Topsøe på Linderupvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev påbegyndt. Der var hurtigt kontrol over branden, og der var ingen fare for spredning af ilden. 

 

Grundet udslip af nitrøse gasser blev der foretaget afspærring af flere omkringliggende veje, ligesom beboerne i området blev bedt om at søge væk, indtil udslippet var stoppet.

Da der var mistanke om, at en person var blevet eksponeret for gasserne lød de første meldinger på, at vedkommende skulle køres med ambulance til hospitalet for behandling. Efter vedkommende blev undersøget på stedet, blev det vurderet, at yderligere behandling ikke var nødvendig. 

 

Branden opstod formentlig i en tabletmaskine i forbindelse med pilleproduktion.

 

Gasledning gravet over, Ølstykke

Klokken 13.53 indløb der anmeldelse om, at en gasledning i forbindelse med noget gravearbejde nær Cirkle K på Frederikssundsvej var blevet gravet over. Politi og brandvæsen kørte til stedet, ligesom der blev rekvireret hjælp fra gasselskabet. Området omkring tankstationen blev afspærret, indtil der var slukket for gassen, og skaden kunne udbedres. 

 

Værktøj stjålet fra varebil, Virum

Fra en varebil, som holdt på Frederiksdalsvej er der i weekenden stjålet diverse værktøj, blandt andet en rundsav og nogle skruemaskiner. Tyveriet blev anmeldt mandag eftermiddag klokken 14.15 og tyven er kommet ind ved at bryde bagdøren op.

 

Byttede penge ud med avispapir, Kgs. Lyngby

En 56-årig kvinde blev mandag eftermiddag mellem klokken 13.45 og 14.00 snydt af en mand, som var kommet for at købe nogle smykker af hende. Manden gav den 56-årige en kuvert med kontanter i, som kvinden et kort øjeblik lagde fra sig for at finde en pose, som manden kunne lægge smykkerne i. Da manden var gået, opdagede kvinden, at der kun lå et lille beløb mens resten af indholdet var avispapir.

 

Manden beskrives som 45-50 år, 185-190 cm høj, fedladen med gråt kort hår, brune øjne, engelsktalende og iført blåt mundbind, sort blæser, skjorte, blå cowboybukser og laksko.

 

Piger stjal legetøj, Frederikssund

To piger på 11 og 12 år fra Ølstykke blev mandag eftermiddag afsløret, da de var i færd med at stjæle i Buddy Legetøj i Nygade. Politiet blev tilkaldt og tog en alvorssnak med pigerne, hvorefter deres forældre blev orienteret. De sociale myndigheder bliver ligeledes underrettet om sagen.

 

Falsk bankmand franarrede borger hævekort og pinkode, Virum

En falsk bankmand ringede mandag eftermiddag klokken 13.00 til en ældre kvinde og fortalte, at han var fra hendes bank og, at hendes konto var ved at blive hacket. På baggrund af den historie lykkedes det manden, at få kvinden til at oplyse sine kontooplysninger, ligesom han overtalte hende til at aflevere hævekort og pinkode til en mand, som kort efter mødte op på kvindens adresse i området omkring Frilandsmuseet. Da kvinden senere kontaktede sin bank, fik hun oplyst, at der var hævet et større beløb fra kontoen.

 

Manden beskrives som 25-30 år, ca. 175-180 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden, kort mørkt hår, iført skjorte og sort mundbind. Bedrageriet blev anmeldt til politiet klokken 16.02.

 

Stjal læskedrik, Hellerup

Mandag eftermiddag klokken 16.40 stjal en 47-årig udenlandsk mand med ukendt adresse en læskedrik i Meny på Strandvejen. Den 47-årige blev sigtet for tyveriet.

 

Kastede plastikbeholder på bil, Helsinge

En 12-årig dreng fra Vejby kastede mandag aften klokken 21.00 et plastikbeholder på en bil, der passerede drengen på Gurrehavevej. En patrulje fandt frem til drengen, som blev kørt hjem til sine forældre, hvor der blev taget en adfærdsregulerende samtale med ham. Desuden bliver de sociale myndigheder underrettet om sagen.

 

Fandt hash i bil, Nivå

Ved en indsats mod salg af euforiserende stoffer på gadeplan snusede en narkohund sig mandag aften klokken 21.18 frem til en mindre mængde hash, som lå i en bil, der holdt i Niverød Erhvervspark. Hashen blev taget med på politigården og registreret som hittehash.

 

Mand havde hash på sig, Humlebæk

En 23-årig mand fra Humlebæk blev mandag aften klokken ved 22-tiden sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash. Manden blev truffet ved Humlebæk Skole.

 

Udstødning lød som skud, Frederiksværk

En borger kontaktede mandag aften klokken 21.50 politiet og fortalte, at hun havde hørt noget, der lød som skud. Kort efter ringede en anden borger og fortalte, at der var tale om et køretøj, hvor udstødningen gav lyde, som kunne forveksles med skud.

 

Hash fundet ved gymnasium, Frederikssund

En narkohund fandt mandag aften klokken 22.10 en mindre klump hash ved indgangen til Frederikssund Gymnasium. Hashen blev taget med på politigården og registeret som hittehash.


Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 13.-14. september 2021

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi