Fraværskonsulent til forebyggelsesprojekt for skolefravær i Frederikssund Kommune

dato

Vil du være med til at styrke børns trivsel og skolegang gennem en tidlig, tværfaglig og helhedsorienteret indsats? Og motiveres du af at bringe din faglighed i spil tæt på skolernes praksis og samtidig være med til at implementere og forankre en ny fælles indsats?

Frederikssund Kommune søger en fraværskonsulent til en 3-årig projektstilling i Center for Familie og Rådgivning. Stillingen er en del af Frederikssund Kommunes projekt Sammen om mindre skolefravær, som gennemføres i samarbejde med Den Sociale Investeringsfond. Projektet har fokus på at arbejde mere forebyggende med tidlig opsporing og tidlige indsatser, så børn og unge med begyndende bekymrende fravær får den rette støtte, før problemerne vokser sig større.

Som fraværskonsulent får du derfor en vigtig rolle i de tidlige faser af fraværsindsatsen. Du skal understøtte skolerne i at arbejde systematisk med tidlig opsporing, trivselsvurderinger og tidlige indsatser og bidrage med et socialfagligt perspektiv på barnets og familiens samlede situation.

Samtidig får du en rolle i de sager, hvor fraværet er stigende, og problemstillingerne er blevet mere komplekse. Her skal du bidrage med socialfaglig vurdering, helhedsblik og familieperspektiv og være med til at skabe sammenhæng mellem barnet, familien, skolen og de fagprofessionelle omkring dem.

Stillingen er på 37 timer ugentligt med tiltrædelse 1. november 2026 og er tidsbegrænset til tre år. Afhængigt af projektets resultater og den fremtidige organisering vil der kunne være mulighed for fastansættelse efter projektperiodens udløb.

Om stillingen
Som fraværskonsulent bliver du en del af Styrket Modtagelse i Center for Familie og Rådgivning og indgår i det forebyggende team sammen med kommunens forebyggelseskonsulenter.

Stillingen er praksisnær, rådgivende, koordinerende og implementerende. En central del af din opgave bliver at bringe din socialfaglige viden og erfaring ind i skolernes arbejde med bekymrende skolefravær. Du skal bidrage med perspektiver på barnets og familiens samlede situation og være med til at sikre, at indsatserne bliver helhedsorienterede og bygger på relevante faglige perspektiver.

Du skal arbejde tæt sammen med og understøtte skolernes nøglepersoner og ledelser i arbejdet med tidlig opsporing og indsats og i implementeringen af projektets metoder og arbejdsgange. Det handler blandt andet om at arbejde systematisk med fraværs- og trivselsdata, trivselsvurderinger og om at kvalificere vurderingen af, hvad der er behov for omkring det enkelte barn og familien. Du skal ikke varetage skolernes eller andre fagprofessionelles opgaver, men indgå som en understøttende sparringspartner, der bidrager til at styrke deres muligheder for selv at lykkes gennem sparring, rådgivning, koordinering og kompetenceopbygning. Du skal være med til at omsætte projektets metoder og arbejdsgange til praksis og understøtte, at den nye tilgang bliver en integreret del af skolernes arbejde med begyndende og bekymrende fravær.

Når fraværet stiger, og et barns situation bliver mere kompleks, skal du kunne gå tættere ind i forløbet. Her kan du blandt andet deltage i samtaler og møder med børn, unge og familier og bidrage til fælles retning og sammenhæng mellem de involverede fagprofessionelle. Du bliver samtidig et vigtigt bindeled mellem skolerne, PPR, forebyggelseskonsulenter, øvrige relevante fagområder og forvaltningen. Du skal arbejde tæt sammen med konsulenter i forvaltningen og projektets eksterne samarbejdspartnere om at implementere, kvalificere og forankre indsatsen. Erfaringer fra skolernes praksis og de konkrete forløb skal bringes tilbage i projektet og bidrage til den løbende kvalificering af metoder, arbejdsgange og den samlede indsats.

En stor del af arbejdet vil foregå fysisk på skolerne.

Dine primære opgaver
Du skal blandt andet:

  • understøtte skolernes systematiske arbejde med tidlig opsporing, trivselsvurderinger og tidlige indsatser
  • bidrage med socialfaglig viden og perspektiver, der kvalificerer skolernes forståelse af barnets og familiens samlede situation
  • rådgive og sparre med nøglepersoner, medarbejdere og ledelser og understøtte kompetenceopbygning gennem praksisnære forløb
  • bidrage til, at fraværs- og trivselsdata omsættes til relevante handlinger og indsatser
  • understøtte implementeringen af projektets metoder og arbejdsgange i skolernes praksis
  • deltage i relevante samtaler og møder med børn, unge og familier, særligt når fraværet er stigende, eller situationen bliver mere kompleks
  • bidrage til fælles retning og fremdrift i tværprofessionelle forløb og skabe sammenhæng mellem skole, familie, PPR, forebyggelseskonsulenter og øvrige relevante samarbejdspartnere
  • samarbejde tæt med konsulenter i forvaltningen og projektets eksterne samarbejdspartnere om implementering, kvalificering og forankring af indsatsen
  • bringe erfaringer og læring fra praksis ind i den løbende kvalificering af projektets metoder og arbejdsgange og bidrage til, at indsatsen forankres lokalt.

Vi lægger særligt vægt på, at du
  • har en relevant socialfaglig uddannelse og erfaring med børn, unge og familier i udsatte eller sårbare positioner
  • kan bringe din socialfaglige viden i spil på en måde, der kvalificerer skolernes praksis og bidrager til helhedsorienterede indsatser omkring børn og familier
  • har erfaring med tværprofessionelt samarbejde og kan skabe sammenhæng på tværs af forskellige faglige perspektiver
  • har erfaring med eller interesse for implementeringsprocesser i komplekse organisationer
  • har gode relationskompetencer og kan skabe tillid hos børn, forældre og fagprofessionelle
  • kan skabe følgeskab og sætte faglig retning uden nødvendigvis selv at have det formelle ansvar
  • kan understøtte møder og processer og skabe overblik og fremdrift i komplekse forløb
  • har faglig gennemslagskraft og samtidig er nysgerrig på andres perspektiver
  • kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå som en aktiv medspiller i et tværfagligt fællesskab
  • er analytisk og kan omsætte data, viden, erfaringer fra praksis og faglige vurderinger til handling
  • kommunikerer klart og sikkert både mundtligt og skriftligt.

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med skoleområdet, trivselsarbejde eller indsatser omkring skolefravær, men det er ikke et krav.

Styrket Modtagelse
I Styrket Modtagelse er vi optaget af at styrke den tidlige forebyggende indsats for børn, unge og familier. Teamet består af medarbejdere med forskellige faglige profiler, som varetager forebyggende, rådgivende og afklarende funktioner. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes sammen med børnene og familierne og gennem et tæt tværfagligt samarbejde omkring barnet. Som fraværskonsulent bliver du en del af et fagligt miljø, hvor vi prioriterer sparring, refleksion og fælles opgaveløsning.

Vi tilbyder
  • en central rolle i implementeringen og forankringen af en ny og ambitiøs indsats mod bekymrende skolefravær
  • mulighed for at bringe din socialfaglige faglighed i spil tæt på skolernes praksis
  • mulighed for at styrke skolernes kompetencer og deres muligheder for selv at lykkes med tidlig opsporing og indsats
  • en varieret hverdag med både tidligt forebyggende arbejde og mere komplekse forløb
  • et stærkt tværfagligt samarbejde på tværs af skole-, familie- og PPR-området
  • tæt samarbejde med konsulenter i forvaltningen og projektets øvrige samarbejdspartnere
  • høj grad af selvstændighed og indflydelse på opgaveløsningen
  • løbende faglig sparring og kompetenceudvikling.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst og principperne om Ny Løn.
Stillingen er en tidsbegrænset projektansættelse på tre år.

Yderligere oplysninger
Har du lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Marianne Imer på telefon 23 93 88 05 eller udviklingskonsulent Trine Berg på telefon 20 45 35 03.

Ansøgningsfrist
Søndag den 20. september 2026

Ansøgere, der går videre i processen, vil blive kontaktet den 21. eller 22. september 2026 med invitation til samtale. Samtaler afholdes torsdag den 24. september 2026.

Vi forbeholder os ret til at indhente referencer efter nærmere aftale med kandidaten.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederikssund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Familie og Rådgivning, Torvet, 3600 Frederikssund

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-09-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/59249c84-b8fc-424a-8310-5be0994c3491

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler