Ungekontakten i Frederikssund søger ny mentor / støttekontaktperson
Ungekontakten er en afdeling under Center for Beskæftigelse og Social i Frederikssund Kommune. Målgruppen er unge i alderen 15-29 år, der har brug for støtte til at gennemføre uddannelse, komme i job samt opnå et selvstændigt og aktivt liv.
I Ungekontakten har vi med succes samlet jobcenter og socialpsykiatri så det giver mening for borgerne. Mentorteamet, som du ansættes i, udfører både mentorstøtte under beskæftigelsesloven og socialpædagogisk støtte under lov om social service. Alle udførere hedder mentorer uanset, hvilken lovgivning støtten er forankret i.
Udover mentorteamet omfatter Ungekontakten også et team af socialrådgivere, et team af Ungeløft/IPS-konsulenter, en uddannelsesvirksomhedskonsulent samt afdelingsleder og faglig koordinator.
Ungekontakten er fysisk placeret på Campus Frederikssund, hvor alle byens ungdomsuddannelser samt 10. klasse center, ungdomsskole, ungdomsklub og udskolingsafdelingen for en af folkeskolerne er samlet.
Teamet og kerneopgaven
Du vil blive en del af et mangfoldigt mentorteam bestående af 10 mentorer i alt, som udfører §85 og §82b socialpædagogisk støtte under Lov om Social Service samt i mindre omfang mentorstøtte under Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats. Teamets medarbejdere har mange forskellige faglige baggrunde og har stor erfaring indenfor det pædagogiske, sociale og sundhedsfaglige felt. De unge, der får mentorstøtte i Ungekontakten, har mange forskellige personlige og sociale udfordringer. Mange af de unge har psykiatriske diagnoser eller psykosociale problematikker. Nogle har brug for mentorstøtte i en kort periode, og andre har brug for intensiv socialpædagogisk støtte i en længere periode. Ofte er det komplekse forløb med flere samtidige diagnoser og problematikker. Som mentor vil du støtte den unge ud fra deres konkrete behov og i et tæt samarbejde med den unges socialrådgiver i Ungekontakten. Du vil desuden indgå samarbejde med mange forskellige samarbejdspartnere, eksempelvis psykiatri, læger, uddannelsessteder, kollegaer i andre afdelinger m.fl.
Vi forventer
- At du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og erfaringer indenfor det sundhedsfaglige eller socialpædagogiske felt.
- At du har erfaring med socialpædagogiske indsatser overfor unge med komplekse personlige, sociale og faglige udfordringer. Erfaring med at arbejde med unge med autismespektrumforstyrrelser samt inddragelse af familie og forældre vægtes højt.
- At du har erfaring med at arbejde ud fra empowerment eller recovery baseret tilgang, hvor de unge støttes i selv at udvikle kompetencer og strategier.
- At du har flair for relationsdannelse og har en anerkendende, tydelig og motiverende tilgang til de unge.
- At du bidrager til god trivsel og et godt arbejdsmiljø.
- Det forudsættes, at du har kørekort.
Vi tilbyder
- En arbejdsplads med en uformel tone og med fokus på udvikling og arbejdstrivsel og hvor der er gode muligheder for faglig udvikling gennem bl.a. systematisk faglig sparring og supervision.
- Du bliver en del af en del af en afdeling med engagerede og dygtige kollegaer med plads til humor og grin. Vi sætter respekten for hinanden og borgerne højt og vi ser forskellighed som en styrke.
- Du får en afvekslende arbejdsdag med udfordrende og spændende arbejdsopgaver hvor der er fleksibilitet i opgaveløsningen
Har du kvalifikationerne og lyst til at arbejde i Ungekontakten, hører vi gerne fra dig.
Løn og ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst, 37 timer pr. uge med flekstidsordning.
Løn og ansættelse ifølge gældende overenskomst efter principper om lokal løndannelse efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Arbejdsstedet er Odinsvej 4h i Frederikssund.
Kommunens ansættelsespolitik indebærer, at der ved ansættelse indhentes referencer fra tidligere og nuværende arbejdssteder. Ansættelsen vil være betinget af, at referencerne er tilfredsstillende.
Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026.
Ansøgningsfrist
Mandag den 22. juni 2026 kl. 8.00.
Samtaler forventes afholdt onsdag og fredag i uge 26.
For mere information
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte mentor Sussi Enemark på telefon 30 35 95 23 eller mentor Allan Scherfig på telefon 23 47 52 10.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederikssund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ungekontakten, Odinsvej, 3600 Frederikssund
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/3ac013c1-80c6-4f80-9b63-aab859940713