Nordsjællands Politi: Nyt fra Frederikssund - torsdag den 11. juni

dato

Frederikssund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Værktøj stjålet

Stenløse: Mellem tirsdag eftermiddag klokken 17.00 og onsdag morgen klokken 06.00 er der stjålet et svejseanlæg og diverse værktøj fra en container på en byggeplads på Damgårdsvej.

Forsøgte at stjæle vandscooter

Espergærde: To mænd forsøgte onsdag at stjæle en vandscooter ved Hostrupsvej. De kørte imidlertid fast, da de var på vej fra stedet og ringede til Falck for at få hjælp. Her fattede man dog mistanke mod de to mænd og kontaktede politiet. En patrulje kørte til stedet, men de to mænd var forsvundet. De beskrives som to mænd, udenlandske af udseende, dansktalende, ca. 30 år. Den ene var iført mørkt tøj.

Hårprodukter stjålet

Holte: Ved et indbrud i Stender frisørsalon i Holte Midtpunkt er der klokken 03.15 natten til onsdag stjålet diverse hårprodukter og glattejern. Tyven har knust en rude i hoveddøren til forretningen.

Kørte uden kørekort

Furesø: En 36-årig mand fra Hillerød blev onsdag formiddag klokken 09.40 onsdag formiddag standset og sigtet for at køre uden kørekort. Manden blev opdaget på Ring 4, hvor han sad bag rattet, selvom han tidligere var frakendt førerretten.

Havetraktor stjålet

Jægerspris: En Stiga Tornado havetraktor er i perioden fra lørdag klokken 11.00 til tirsdag klokken 16.00 blevet stjålet fra en garage ved en boligforening på Strandhøj. Tyven har stkaffet sig adfgang til garagen ved at bryde et låsebeslag op.

Blev væltet omkuld

Gentofte: En uoverensstemmelse i forbindelse med hundeluftning førte søndag formiddag klokken 10.45 til, at en 66-årig kvinde blev væltet omkuld i Bernstorffsparken. Kvindens hund havde forud for episoden bidt en hund, som tilhørte en kammerat til den mand, som væltede hende omkuld. Han beskrives som dansk af udseende, 20-26 år, 183-185 cm høj og muskuløs med lyst, kort hår. Han var iført hvid/blå stribet T-shirt og mørkeblå jeans. Episoden blev anmeldt onsdag formiddag.

Solbriller stjålet fra bil

Charlottenlund: Et par solbriller, en pung samt en tøjpose er mellem tirsdag aften klokken 17.30 og onsdag formiddag klokken 09.30 blevet stjålet fra en Audi, der holdt parkeret på Viggo Rothes Vej.

Forsøgte at stjæle taske 

Lynge: En mand forsøgte onsdag eftermiddag at stjæle en taske fra en Mercedes, som holdt ved ridecenteret på Vasssingerødvej. Da et vidne spurgte manden, hvad han lavede, forsvandt han imidlertid fra stedet i en sort bil. Manden beskrives som 30 år, 175 cm høj, almindelig af bygning, rødt hår og rødt skæg iført sort tøj. Føreren af den bil, som manden steg ind i, beskrives som en mand, 35-45 år, brunt, karseklippet hår med to skaldede pletter på størrelse med en bordtennisbold, bag venstre øre.

Ramt af vejvrede fra taxachauffør

Farum: En 53-årig mand fra Farum fik onsdag eftermiddag en taxachaufførs vejvrede at føle. Taxachaufføren var blevet vred over, at den 53-årige havde bremset ned på motorvejen, og kørte over en længere strækning meget tæt på den 53-åriges bil, mens han dyttede af ham. Da den 53-årige kørte af motorvejen og holdt ind til siden, kørte taxachaufføren efter ham, steg ud af sin bil og tildelte den 53-årige flere slag i ansigtet. Politiet er bekendt med registreringsnummeret på taxaen.

 

Havde narko på sig

Farum: En 16-årig und mand fra Farum blev onsdag eftermiddag klokken 17.43 sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg. Manden blev truffet ved Paltholmterrasserne, hvor han var i besiddelse af flere salgsposer samt et større kontantbeløb.

 

Vinkøleskabe stjålet

Hørsholm: To vinkøleskabe med vin er mellem mandag klokken 17.00 og onsdag klokken 18.30 blevet stjålet fra et kælderrum på Gl. Hovedgade. Tyven eller tyvene har klippet en hængelås over for at få adgang til kælderrummet. 

 

Brand i biler

Kgs. Lyngby: Klokken 03.15 natten til torsdag rykkede politi og brandvæsen ud til Bøgeparken, hvor der var ild i tre biler og en fjerde bil blev skadet af strålevarmen fra brandene. Årsagen til branden bliver nu undersøgt nærmere.

Reservedele til cykler stjålet

Frederikssund: Mellem onsdag klokken 17.40 og torsdag morgen klokken 05.00 er der stjålet cykelladere, bremser og gearskifter til cykler fra en forretning i Østergade. Tyven eller tyvene er kommet ind ved at bryde et vindue på bagsiden af forretningen op.

Tyveri fra container

Hillerød: Fra en container, der stod på en byggeplads på Møllebrovej, er der mellem onsdag eftermiddag klokken 14.30 og torsdag morgen klokken 06.30 stjålet diverse elværktøj, blandt andet boremaskiner, save og vinkelslibere. Hængslerne til containeren er blevet skåret over i forbindelse med tyveriet.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 10. - 11. juni 2020

Kilde: Nordsjællands Politi