Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Frederikssund - onsdag den 7. april

Profilbillede
dato

Frederikssund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra byggeplads

Fredensborg: Mellem lørdag klokken 15.00 og tirsdag klokken 06.30 blev en skurvogn, som holdt parkeret på en byggeplads på Fredensborgvej brudt op. Fra skurvognen blev der stjålet en større mængde elektrisk værktøj.

Indbrud i skole

Hillerød: Mellem fredag klokken 15.30 og tirsdag klokken 07.00 var der indbrud i Den Musiske Helhedsskole på Københavnsvej, idet en ukendt gerningsperson tiltvang sig adgang til stedet ved at opbryde et kældervindue. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.

Mand fik slag i ansigtet grundet uoverensstemmelse om hunds opførsel

Humlebæk: Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 07.57, var der kort forinden opstået en uoverensstemmelse mellem to mænd på stisystemet bag Baunebjergskolen, idet en ukendt mand var blevet sur over opførslen fra en hund, som tilhørte en 44-årig mand fra Humlebæk. I den forbindelse tildelte den ukendte mand den 44-årige et slag med flad hånd på venstre side af hovedet, hvorefter han forlod stedet.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 45-55 år, ca. 200 cm, kraftig af bygning og i hvid i huden. Iført grålig kedeldragt, hvide knob-handsker og briller i guld eller sølv. Medbragte mountainbike i lys farve.

Mænd stjal kabler

Lynge: Mellem torsdag klokken 09.00 og tirsdag klokken 08.00 blev et antal kabler af henholdsvis aluminium og kobber stjålet fra en parkeringsplads på Nøglegårdsvej. Via overvågning kunne to mænd ses ankomme i et gult køretøj med lad og kran, hvor de læssede kablerne op og derefter kørte fra stedet igen.

Indbrud i hotel

Frederiksværk: Mellem mandag klokken 12.00 og tirsdag klokken 09.00 blev indgangsdøren til Danhostel på Strandgade opbrudt. Fra stedet stjal en ukendt gerningsperson et tv samt et tv-bord, og på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er der derudover endnu ikke overblik over eventuelle yderligere stjålne genstande. 

Biler brudt op på ukendt vis

Virum: Klokken 11.12 indløb der anmeldelse om, at to personbiler, som holdt parkeret på Furesøvej mellem mandag klokken 23.00 og tirsdag klokken 05.45 var blevet opbrudt på ukendt vis. Fra det ene køretøj var der stjålet et par solbriller, mens der ikke umiddelbart var stjålet noget fra det andet.

Cyklist påkørte parkeret gravko

Vedbæk: Klokken 12.06 blev det anmeldt, at der var sket et solofærdselsuheld, da en 49-årig mandlig cyklist fra Vedbæk påkørte en parkeret gravko på Sandbjergvej. En patrulje kørte til stedet, hvor trafikken en kort overgang måtte standses helt.

Der skete ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev tilkaldt for at køre cyklisten til tjek på hospitalet.

Butikstyveri:

Kgs. Lyngby: En medarbejder i Normal i Lyngby Storcenter anmeldte klokken 13.16, at han netop havde standset en ung kvinde, idet hun havde stjålet varer butikken. Kvinden ville dog ikke oplyse sin alder, og en patrulje kørte derfor til stedet. Her traf de den unge kvinde og fik konstateret, at der var tale om en 17-årig uden kendt adresse, og hun blev derefter sigtet for butikstyveri.

Sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer

Helsinge: En patrulje bemærkede klokken 13.55 en ung mand, som stod med en mixebakke på Helsinge Station. De rettede derfor henvendelse til ham og konstaterede, at der i mixebakken lå en mindre mængde hash. Den unge mand, som var 15 år og fra Helsinge, blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. 

Byttepenge og alkohol stjålet

Hillerød: Fra Restaurant China på Københavnsvej er der mellem mandag klokken 21.00 og tirsdag klokken 14.00 stjålet byttepenge og alkohol. Tyven er kommet ind ved at knuse to ruder.

Narkobilist uden kørekort

Allerød: Tirsdag eftermiddag klokken 14.22 blev en 23-årig mand fra Allerød standset, da han kom kørende ved Poppelgården. Her viste det sig, at han var påvirket af euforiserende stoffer og ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for begge forseelser.

Ild i rygeovn

Værløse: Det var lidt for effektivt, da en rygeovn hos Meny i Bymidten tirsdag eftermiddag skulle tændes. Omkring klokken 14.47 opstod der nemlig en mindre brand i ovnen i forbindelse med optændingen, så politi og brandvæsen blev tilkaldt. Ingen kom til skade ved branden.

Skur brændte ned

Birkerød: Et skur på Ravnæsvej brændte tirsdag eftermiddag ned. Anmeldelsen om branden, hvis årsag endnu er ukendt, kom klokken 14.51. Ingen personer kom til skade.

Bil ramte cyklist

Gentofte: En 64-årig mand fra Kokkedal blev tirsdag eftermiddag sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt efter han svinge til højre ind foran en 54-årig mandlig cyklist fra Kgs. Lyngby, som blev ramt af bilen. Uheldet skete på Ermelundsvej.

Sigtet for narko-besiddelse

Farum: En 23-årig mand fra Værløse blev tirsdag sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Den 23-årige blev truffet ved Birkhøjterrasserne klokken 17.28, hvor han foruden noget hash også var i besiddelse af et større kontantbeløb.

Tredje gang var ikke lykkens

Helsinge: En 29-årig mand fra Helsinge måtte tirsdag klokken 18.44 sande, at tredje gang ikke var lykkens, da han kom kørende ad Kildevej. Her blev han nemlig for tredje gang standset og sigtet for at køre bil uden førerret, og på grund af de mange gentagelsestilfælde blev bilen beslaglagt.

Hærværk mod æbletræ

Dyssegård: Et æbletræ, som står i en have på Gladsaxevej har tirsdag eftermiddag mellem klokken 16.30 og 17.00 været udsat for hærværk. Her har ukendte gerningsmænd knækket fem-seks grene af træet. Hærværket blev anmeldt ved 19-tiden.

Designerstole og playstation stjålet

Klampenborg: Ved et indbrud på Kirkevej tirsdag eftermiddag mellem klokken 14.30 og 14.45 er der stjålet designerstole, en lampe samt en playstation. Indbruddet blev anmeldt klokken 15.26 og tyven beskrives som en ca. 35-årig mand, 180-190, almindelig til slank af bygning, sydeuropæisk udseende, mørkt krøllet hår, mørke øjne. Han bar et mørkt stof mundbind og kørte i en hvid bil i VW Golf-størrelse eller lidt større. 

16-årig bag rattet

Farum: En 16-årig dreng blev tirsdag aften sigtet for at køre bil uden førerret, da han ved 18.30-tiden kørte ad Mosevangsvej. Desuden blev et af den 16-åriges familiemedlemmer sigtet for at have overladt bilen til den 16-årige.

Tændte ild ved afspærring

Kgs. Lyngby: Tre unge mænd forsøgte tirsdag aften klokken 19.58 at sætte ild til noget papir ved en afspærring i forbindelse med et vejarbejde på Nørgaardsvej. Det lykkedes dog ikke, og de tre stak umiddelbart efter af fra stedet. De beskrives som A: mand, 16-18 år, iført sort kasket, sort jakke og sorte bukser. B: mand, 16-18 år, iført sort kasket, sort jakke og sorte bukser. C: mand, 16-18 år iført sort kasket, rød jakke og sorte bukser.

Kørte uden kørekort

Hillerød: En 21-årig mand fra København blev tirsdag aften klokken 20.33 standset, da han kom kørende ad Isterødvejen. Her blev han sigtet for at køre bil på trods af, at han var frakendt førerretten, og da han flere gange tidligere har begået samme forseelse, blev hans bil beslaglagt.

Sigtet for narkokørsel

Gentofte: En 28-årig kvinde fra Tåstrup blev tirsdag aften sigtet for narkokørsel. Kvinden kom klokken 21.20 kørende ad Mariebjergvej, da en patrulje standsede hende. Den 28-årige fik efterfølgende taget en blodprøve, som skal vise den nøjagtige påvirkelsesgrad.

Mulig indbrudstyv var beboer, der havde låst sig ude

Jægerspris: En 25-årig beboer på Møllevej kunne tirsdag aften klokken 21.53 konstatere, at naboerne er særdeles årvågne. Beboeren havde låst sig ude og besluttede derfor at fjerne en rude til kælderen for at komme ind. Det blev imidlertid bemærket af en nabo, som ikke umiddelbart kunne se, at det var ejendommens beboer, og derfor kontaktede politiet. En patrulje kørte til adressen, hvor det altså viste sig, at der ikke var tale om et indbrud.

Stjal kølervæske

Nærum: To mænd stjal tirsdag aften klokken 22.46 en dunk kølervæske fra Q8 på Langhaven. De to mænd km ind i butikken, og da medarbejderen på stedet påtalte, at den ene ikke havde mundbind på, blev manden aggressiv over for medarbejdere, hvorefter de to mænd stjal dunken med kølervæske. Mændene beskrives som A: mand, 20-30 år, ca. 180-185 cm høj, almindelig af bygning med kort, mørkt hår og fuldskæg. B: mand, 20-30 år, ca. 180-185 cm høj, kraftig af bygning, iført sort tøj.

Uro og kanonslag

Hillerød: En gruppe unge mænd i alderen 20 – 29 år fra Helsingør, København, Frederikssund, Jægerspris, Hillerød og Nørre Alslev skabte omkring klokken 23.15 tirsdag aften uro ved Kongens Vænge. Da politiet kom til stedet forsøgte de unge mænd at forlade området, men flere af dem blev tilbageholdt. De forklarede, at de havde fyret nogle kanonslag af. Ingen af mændene blev sigtet for noget, men deres personoplysninger blev registreret.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 6.-7. april 2021










Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi