Frederikssund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Køer i trafikken, Birkerød
Klokken 07.01 blev det anmeldt, at fire løse køer vandrede rundt på Bregnerødvej nær Tingbækvej. Nordsjællands Politi kontaktede køernes formodede ejer telefonisk, der ville sørge for at få dem hjem igen med det samme.Kørsel uden førerret, Ølsted
Klokken 09.08 blev en 28-årig kvindelig bilist fra Frederiksværk standset og kontrolleret på Ølstedvej. Her viste det sig, at hendes førerret var administrativt inddraget, og hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.Indbrud i materielgård, Hørsholm
Klokken 12.51 blev det anmeldt, at der imellem lørdag formiddag og søndag formiddag var blevet stjålet en fejemaskine fra materielgården ved Hørsholm Kirkegård, ligesom der var blevet forsøgt stjålet en kompressor, som var gået i stykker under forsøget.
Tyvene var kommet ind ved at klippe hul i et hegn.
Muligt tyveri fra personbil, Humlebæk
Klokken 14.16 blev det anmeldt, at der imellem klokken 12.00 og 14.15 var blevet knust en rude i en personbil, der havde holdt parkeret ude foran Louisiana. På tidspunktet for anmeldelsen var den forurettede endnu ikke bekendt med, om der også var blevet stjålet noget fra køretøjet.
Tyveri fra personbil, Smørum
Klokken 14.53 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 18.30 og tirsdag klokken 14.45 var blevet stjålet indbygget gps-system samt musikanlæg fra en VW personbil, der havde holdt parkeret i en p-kælder nær Pærevangen.
Færdselsuheld, Snekkersten
Klokken 14.55 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld i rundkørslen ved Kongevejen/Klostermosevej/Rørtang, idet en personbils højre side og en lastbils venstre side var stødt sammen, da de havde kørt ved siden af hinanden i hver deres vognbane i rundkørslen.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der ikke var sket personskade og kun minimal materiel skade.
Nordsjællands Politi skal nu undersøge, om det er muligt at fastslå årsagen til det mindre færdselsuheld, blandt andet muligvis ved hjælp af optagelserne fra lastbilens dashcam.
Færdselsuheld, Kokkedal
Klokken 14.55 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld i T-krydset Kokkedal Industripark/Egedalsvej, idet to personbiler var stødt sammen.
Den ene personbil ført af en 51-årig mand fra Slangerup kørte langsomt frem ad Kokkedal Industripark i nordgående retning mod Egedalsvej, og i den forbindelse overholdt han ikke sin vigepligt, hvilket medførte, at han påkørte en personbil kørende på Egedalsvej ført af en 31-årig mand fra Kokkedal.
Politi, ambulance, vejhjælp og brandvæsen blev sendt til stedet, og en kvindelig passager i den 31-åriges bil blev efterfølgende kørt til kontrol på skadestuen af ambulancen, mens brandvæsnet og vejhjælp ryddede op på stedet.
Den 51-årige blev sigtet af politiet efter færdselslovens bestemmelser.
Bedrageri, Helsingør
Klokken 15.24 blev det anmeldt fra OK tankstationen på Esrumvej, at der omkring klokken 14.45 var kommet en person ind i butikken, som havde oplyst, at han gerne ville have 299 kroner tilbage for en gaveæske, som han stod med i hånden. Gaveæsken var ifølge manden blevet givet til hans mor, som netop var afgået ved døden, hvorfor gaveæsken ikke kunne bruges alligevel, og hvorfor manden ikke havde en kvittering på købet. Manden fik derfor 299 kroner retur og forlod derefter butikken.
Efterfølgende havde personalet kigget på butikkens videoovervågning, hvor det kunne ses, at manden var kommet tomhændet ind i butikken, hvorefter han havde taget en gaveæske, der i forvejen stod i butikken.
Han beskrives som: mand, dansk af udseende, 30-35 år gammel, 180-182 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden, med lyst kort hår, der var tyndt ved panden. Talte dansk.
Tyveri fra taske, Kgs. Lyngby
En 78-årig kvinde fra Holte anmeldte klokken 16.11, at hun havde fået stjålet sin pung, som hun havde haft i sin taske, mens hun befandt sig i Lyngby mellem klokken 15.30 og 15.45. Kvinden havde i tidsrummet gået fra en parkeringsplads ved Lyngby Kirke ad Lyngby Hovedgade til Magasin. Her opdagede hun, at pungen samt hendes briller, der også havde ligget i tasken, var blevet stjålet.
Kvinden havde mistanke til en mand, som havde gået meget tæt bag ved hende på hovedgaden. Han beskrives som: mand, 25-30 år, 175-180 cm, spinkel af bygning, lys i huden og med kort brunt hår. Iført blå vindjakke og mørke jeans.
Klokken 17.23 blev det anmeldt, at en 71-årig kvinde fra Søborg havde fået stjålet sin mobiltelefon, som hun havde haft i sin taske, mens hun befandt sig på Lyngby Hovedgade omkring klokken 15.
Grundet sammenfald i gerningstidspunkt og –sted formodes det, at der kan være tale om samme gerningsperson til de to tyverier.
Uro og uorden, Stenløse
Klokken 18.24 blev det anmeldt, at nogle unge mennesker med deres adfærd skabte uro og utryghed på biblioteket ved Egedal Centret. De fremtrådte blandt andet aggressivt og råbte af de andre besøgende. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf fire unge personer, som de fik en adfærdsregulerende samtale med. Der var ikke umiddelbart anledning til at sigte personerne for noget, men de fik alle deres generalia registreret.
Eftersættelse af køretøj og sigtelse for besiddelse af stoffer, Espergærde
En borger anmeldte klokken 19.15 at have observeret en mistænkelig adfærd ved en bil på Hovvej, og borgeren havde mistanke om, at adfærden kunne relateres til salg af narkotika. Bilen var kørt fra stedet, men ikke så længe efter traf patruljen bilen på Rugmarken. Bilens fører ville dog ikke standse ved patruljens henvendelse, og køretøjet blev derfor eftersat.
Kort efter blev bilen bragt til standsning, og føreren, en 25-årig mand fra Espergærde, blev anholdt. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg, da han blandt andet blev fundet i besiddelse af en moderat mængde hash og et større kontantbeløb. Derudover blev han sigtet for spiritus- og narkokørsel, og der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 25-åriges eventuelle påvirkningsgrad.
Der skal lyde stor ros til den opmærksomme borger, som anmeldte forholdet.
Målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan, Frederikssund
Som led i en målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan var Nordsjællands Politi tirsdag aften til stede i Frederikssundsområdet. I den forbindelse blev fire personer truffet på Odinsvej, og de blev alle anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg, da der ved visitation blev fundet hash og amfetamin samt kontanter på dem. Det drejede sig om en 20-årig mand fra Frederikssund, en 15-årig mand fra Frederikssund, en 28-årig kvinde fra Frederiksværk samt en 18-årig mand fra Frederikssund.
Besiddelse af euforiserende stoffer, Værløse
En patrulje henvendte sig klokken 20.00 til tre personer, som sad i en bil på en parkeringsplads på Fægyden. Da der lugtede kraftigt af hash fra bilen, blev de tre personer visiteret, og her blev to af dem, en 26-årig mand fra Taastrup og en 33-årig mand fra Herlev, fundet i besiddelse af mindre mængder hash. De blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Bedrageri, Nivå
En ældre kvinde fra Nivå anmeldte klokken 20.46, at hun klokken 16.10 var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være ansat i kvindens bank. Han forklarede, at der var blevet hævet penge uretmæssigt fra kvindens konto, og at hun derfor skulle udlevere sine kreditkort med koder til en mand, som ville komme forbi hendes adresse i et boligområde i nærheden af Islandshøjvej. Efterfølgende dukkede en mand op på adressen og fik udleveret kortene med tilhørende koder.
Gerningspersonerne nåede at hæve et større pengebeløb, inden kvindens kort blev spærret.
Manden, som dukkede op på kvindens bopæl, beskrives som: mand, ikke etnisk dansk af udseende, 20-25 år, 180-185 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med sort mellemlangt hår. Iført blå vindjakke, blå jeans og engangsmundbind. Talte dansk.
Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at banker ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.
Færdselsuheld, Ålsgårde
En 75-årig mandlig bilist fra Ålsgårde kørte klokken 01.16 i nordvestlig retning ad Nordre Strandvej, hvor han påkørte en parkeret bil, som blev skubbet ind i en anden parkeret bil. En patrulje kørte til stedet, og det blev her vurderet, at føreren muligvis var spirituspåvirket. Et alkometer bekræftede, at han formentlig havde ført bilen med en promillegrad over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Derefter blev der udtaget en blodprøve med henblik på præcist at fastslå mandens eventuelle promillegrad.
Sigtet for at urinere offentligt, Hillerød
En patrulje bemærkede klokken 01.40 en mand, som stod og urinerede offentligt på Nordre Jernbanevej. De henvendte sig derfor til manden, en 38-årig fra Slagelseområdet, og sigtede ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.