Bliv ledelsesstøtte i en dynamisk afdeling hos Skattestyrelsen i Frederikssund

dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Motiveres du af arbejde tæt på ledelsen i en nyetableret afdeling? Kan du lide at levere med høj kvalitet selv om der er mange korte deadlines og et højt tempo? Er du stærk i mundtlig og skriftlig kommunikation? Har du god risikoforståelse og politisk tæft? Så er du måske vores nye kollega i Skattestyrelsen i Frederikssund

Vi søger en dygtig og engageret ledelsesstøtte til en nyoprettet stilling.

Du drifter, udvikler og koordinerer på tværs – i en travl og varieret hverdag
Du bliver en del af et stabsteam på i alt tre medarbejdere, der servicerer og understøtter underdirektøren og de 8 ledere i ledergruppen. Stabsteamet medvirker til at implementere strategiske beslutninger og har ansvaret for daglig ledelsesstøtte og bevarelse af politiske spørgsmål inden for afdelingens ansvarsområde.

Du får en stabsrolle, hvor dine opgaver afhænger af, hvilke spørgsmål og bestillinger, der lander på underdirektørens bord. Dine arbejdsopgaver spænder bredt. Det er lige fra at skrive notater, ajourføre afdelingens risikoregistrer og lave beslutningsoplæg - til at hjælpe afdelingens ledere med at finde svar på mange forskellige typer spørgsmål ude i organisationen. Du bliver desuden tovholder for meget kommunikation ind og ud af afdelingen.

Du får en bred palet af opgaver, fx:

  • Lovhøringer
  • Udarbejde og kvalitetssikre oplæg, der lægger op til beslutninger på ledelsesniveau
  • Ansvar for risikoarbejdet i afdelingen
  • Bidrage til besvarelse af folketingsspørgsmål og anden ministerbetjening
  • Give ledelsen rådgivning og sparring
  • Ledelsesstøtte til HR-relaterede og kommunikationsopgaver, fx at skrive nyhedsbreve
  • Koordinering og håndtering af Rigsrevisionsundersøgelse
Dine faglige og personlige kompetencer
Du er uddannet cand.scient.pol., cand.scient.adm., cand.jur., skattefaglig uddannelse på fuldmægtig niveau eller lignende. Det er en stor fordel, hvis du har erfaring fra et tilsvarende job med ledelsesbetjening i en politisk organisation.

Da tempoet er højt og opgaverne ofte skifter prioritet, er det vigtigt, at du er omstillingsparat, fleksibel og robust. Du har analytisk sans og en struktureret arbejdsstil, der sikrer at du altid har et godt overblik – også når du har mange komplekse opgaver i luften. Du sørger for at ingen opgaver tabes – selv når det går stærkt.

Du er proaktiv og initiativrig med et indre drive til at få opgaverne løst og udfordringer håndteret. Da der er mange tværgående opgaver, er det nødvendigt at du er omgængelig, god til at skabe relationer og samarbejde samt formår at involvere interessenterne rettidigt. Det er vigtigt, at du er dygtig til at kommunikere skriftligt og mundtligt. Du kan skrive kort og præcist i et pænt sprog, så modtageren hurtigt forstår budskabet.

Vi kigger især efter kandidater, der kan leve op til følgende:

  • Høj eksekveringskraft
  • Høj grad af selvstændighed og ansvarsfølelse
  • Stærk analytisk kapacitet, der kan anvendes i praksis
  • Gode samarbejdsevner og gode sociale kompetencer
  • Et stort overblik og evnen til at prioritere og omprioritere
  • Serviceminded
Om afdelingen Registrering og e-handel din nye arbejdsplads
Registrering og e-handel er en nyoprettet afdeling i fagområdet Erhverv, som følge af vækst. Afdelingen ledes af underdirektøren og består af 7 eksisterende enheder med 150 engagerede og dygtige medarbejdere. Afdelingens to hovedområder: Erhvervsregistrering og moms på e-handel har stor politisk opmærksomhed og stor betydning for mange erhvervsvirksomheder i Danmark. Afdelingen understøtter hermed Skattestyrelsens strategi om at gøre det nemt for de mange og svært for de få.

Ansøgning og kontakt
Ansøgning, CV og eksamensbeviser bedes sendt via linket "Søg stillingen" senest kl. 10:00 den 21. november 2024. Spørgsmål til stillingen besvares gerne af underdirektør Mia E. B. Hansen. Send venligst SMS til 72 37 86 23, så ringer Mia tilbage.

Vi holder løbende samtaler. Der vil evt. være et testforløb med personanalyse og logisk test samt evt. en case for ansøgere, der går videre til anden samtale. Tiltrædelse pr. 1. januar 2025. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet en straffeattest og referencer.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver indtil videre Kilde Alle 16, 3600 Frederikssund.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederikssund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Frederikssund, Kilde Alle, 3600 Frederikssund

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6144855

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet