Nordsjællands Politi: Nyt fra Frederikssund - mandag den 28. september

dato

Frederikssund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Bil udsat for hærværk

Hillerød: En Opel, der holdt på en p-plads ved Fredskovhellet, har mellem lørdag klokken 13.00 og søndag klokken 09.00 fået skåret højre for- og bagdæk op. Desuden er en af bilens hjulkapsler blevet ødelagt.

Blomsterkrukker væltet

Helsingør: Mellem lørdag klokken 10.00 og søndag klokken 09.00 har en eller flere ukendte gerningsmænd væltet blomsterkrukker og vendt havemøbler på hovedet ved en lejlighed på Kongevejen. 

El-scooter stjålet

Jægerspris: En sort el-scooter er mellem lørdag klokken 17.00 og søndag klokken 12.40 blevet stjålet fra en indkørsel på Erantisvej.

Kvinde set ved indbrud

Hillerød: En kvinde blev søndag eftermiddag omkring klokken 13.10 set i forbindelse med et indbrud i en villa på Carlsbergvej. Her gik en alarm klokken 13.04 og kvinden blev set af en nabo, ligesom hun kunne ses på overvågningen fra stedet. Kvinden beskrives som almindelig af bygning, muligvis afrikansk af udseende, 160-170 cm høj med mørkt hår. Hun var iført gul- og sortternet trøje med en hvid bluse under samt mørke bukser. Der blev tilsyneladende ikke stjålet noget ved indbruddet.

Stjal tøj og powerbank

Kgs. Lyngby: En 34-årig udenlandsk mand blev søndag eftermiddag klokken 14.54 taget for butikstyveri i Føtex i Lyngby Storcenter. Her havde manden stjålet et par boxershorts og en powerbank. Manden blev sigtet for tyveriet og taget med på politistationen til afhøring.

Kørte uden kørekort

Hillerød: Søndag eftermiddag klokken 16.23 blev en 42-årig kvinde fra Kokkedal standset, da hun kom kørende ad Hostrupsvej. Da kvinden ikke havde noget kørekort, blev hun sigtet for kørsel uden førerret.

Tøj stjålet fra skur

Frederikssund: Fra et skur på Havnegade er der mellem lørdag klokken 23.30 og søndag klokken 10.00 stjålet et par bukser samt et par løbebukser. Tyven har brudt en hængelås op for at skaffe sig adgang.

Forsøgte at stjæle græsslåmaskine

Frederiksværk: To mænd forsøgte søndag aften ved 18-tiden at stjæle en græsslåmaskine fra Industrimarken. Mændene blev opdaget af en 47-årig mand, der kontaktede politiet. De to mænd opgav imidlertid deres forehavende og kørte fra stedet. Den patrulje som var blevet sendt til stedet, kørte rundt i området for at se, om mændene var til at finde, men det lykkedes ikke.

Fik påbud om at benytte mundbind

Frederiksværk: Personalet i et spisested i Frederiksværk fik søndag aften klokken 19.40 et påbud om at bære mundbind. En 29-årig kvinde havde tidligere på aftenen konstateret, at personalet på stedet ikke bar mundbind og kontaktede derfor politiet. Da en patrulje kom til stedet var billedet det samme, og personalet i spisestedet fik derfor påbud om at bære mundbind.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 25. – 28. september 2020






Kilde: Nordsjællands Politi