Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Frederikssund - torsdag den 11. februar

Profilbillede
dato

Frederikssund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Sammenstød påvirkede morgentrafik, Værløse

Der var heldigvis ikke nogen, der kom alvorligt til skade, da der onsdag morgen klokken 07.32 skete et harmonikasammenstød på Hillerødmotorvejen. En 33-årig mand fra Kgs. Lyngby blev dog kørt til tjek på skadestuen, og vejen var ryddet og farbar igen omkring klokken 08.49.

 

Værktøj stjålet fra varebiler, Helsingør

Fra en Renault Traffic, der holdt på Krbg. Ladegårdsvej, er der mellem tirsdag eftermiddag klokken 15.00 og onsdag morgen klokken 06.30 stjålet diverse værktøj, blandt andet skruemaskiner, loddekolbe, afstandslæser og to borehamre. Også fra en Ford Transit er der stjålet værktøj, herunder en betonhammer og en presmaskine. Bilen holdt på Rantzausvej og tyveriet er sket mellem tirsdag klokken 17.00 og onsdag klokken 23.30. 

 

Hærværk mod bil, Helsingør

En Fiat, der holdt på Færgevej, har mellem tirsdag klokken 14.45 og onsdag klokken 05.45 fået knust den ene siderude. Der er ikke stjålet noget fra bilen.

 

Sigtet for at køre fra trafikuheld, Hillerød

En 32-årig kvinde fra Jægerspris er blevet sigtet for at køre fra et trafikuheld, som hun var part i. Kvinden foretog onsdag klokken 10.12 en u-vending på Isterødvejen og ramte dermed en medtrafikant, hvorefter hun kørte fra stedet. Medtrafikanten, en 29-årig mandlig bilist fra Hundested, kom heldigvis ikke til skade.

 

Biler stødte sammen, Vejby

To biler stødte onsdag klokken 12.27 sammen i krydset Rågelejevej/Møngevej. En 50-årig kvinde fra Tikøb blev sigtet for at ikke at overholde sin vigpligt og dermed påkøre en 78-årig kvindelig bilist fra Tisvildeleje.

 

Bildæk punkteret, Birkerød

Flere biler, der holdt ved Sjælsøskolen, er mellem klokken 06.15 og 12.15 onsdag blevet udsat for hærværk, idet en eller flere ukendte gerningsmænd har punkteret dæk på bilerne.

 

Airbag stjålet fra bil

Nærum: En bilejer opdagede onsdag eftermiddag klokken 15.15, at der var stjålet en airbag fra rattet i hendes bil. Tyveriet er formentlig sket tirsdag aften omkring 22-tiden, hvor hun hørte en bildør smække, men ikke tog videre notits af det.

 

Færden på usikker is, hele politikredsen

I løbet af dagen blev der ved mange søer i politikredsen meldt om færden på isen. Patruljer måtte flere gange kalde personer ind på sikker grund og påtale adfærden.

Nordsjællands Politi minder om, at det er forbundet med stor fare at færdes på tynd is på søerne. Mange steder er det forbudt at færdes på isen, med mindre der er opsat skilte, som tillader det. Hvis ikke der er opsat skilte ved søens bred, kan man som borger henvende sig til sin kommune og forhøre sig om, hvilke regler der gør sig gældende ved den specifikke sø.

 

Målrettet indsats mod salg af narkotika på gadeplan, Farum, Helsingør og Frederikssund

Nordsjællands Politi var som led i en målrettet indsats mod salg af narkoplan på gadeplan i løbet af eftermiddagen og aftenen til stede med patruljer og narkohunde flere steder i kredsen. 

I en parkeringskælder under Nygårdterrasserne i Farum blev der af narkohunden Pelle klokken 16.43 fundet en mindre mængde skunk. I kælderen under Birkhøjterrasserne blev der også fundet en mindre mængde skunk.

I kælderen under Rytterbakken i Helsingør forsøgte fire personer at undløbe, da politiet kom til stedet klokken 19.15. De blev dog kort efter standset, og den ene, en 18-årig mand fra Ishøj, blev anholdt og sigtet for at være i besiddelse af en moderat mængde hash. Derudover blev der nær ved de fire personers opholdssted fundet mindre mængder hash og skunk.

I kælderen under Blishøj i Helsingør fandt narkohunden Pelle klokken 19.20 en flyttekasse med hash. Derudover blev en 17-årig mand fra Frederikssund klokken 20.08 truffet ved Blishøj, hvor han blev fundet i besiddelse af en joint, og det blev han derfor sigtet for. 

I kælderen under Hestens Bakke i Helsingør fandt narkohunden Vaks en mindre mængde hash klokken 20.40.

I en cykelkælder under Nørreparken i Frederikssund fandt narkohunden Vaks en moderat mængde hash klokken 22.15.

De fundne euforiserende stoffer blev efterfølgende fragtet til politistationen med henblik på destruktion.

 

Blufærdighedskrænkelse, Frederikssund

Klokken 16.43 anmeldt en 34-årig kvinde, at hun klokken 16.30 havde bemærket en mand, som stod på en parkeringsplads på Kalvøvej ved tennishallerne, hvor han stod med blottet underliv og rørte ved sig selv. En patrulje kørte til parkeringspladsen, men den ukendte mand befandt sig ikke længere på stedet.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 28-32 år, ca. 180 cm., almindelig af bygning, lys i huden og med lyst/orange hår. Iført arbejdstøj.

 

Butikstyveri, Frederikssund

En ansat i Synoptik i Sillebroen anmeldte klokken 17.28, at to ukendte gerningspersoner netop var løbet fra forretningen efter at have stjålet solbriller derfra, og at de ansatte forgæves havde forsøgt at standse dem. Patruljer kørte til området for at lede efter de to gerningspersoner, men de var ikke mulige at udfinde.

De to personer beskrives som:
A: mand, 180-185 cm, 20-25 år, mellemøstlig af udseende og med kort sort hår. Iført sort jakke med tre hvide striber og sorte bukser med én grå stribe. 
B: mand, 180-185 cm, 20-25 år, mellemøstlig af udseende. Iført sort tøj og hvide kondisko.

 

I besiddelse af skunk, Nivå

På en parkeringsplads på Langelunden blev en 28-årig mand fra Kokkedal klokken 19.41 af en patrulje fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk, hvilket han blev sigtet for.

 

Overtrædelse af beredskabsloven, Liseleje

Klokken 20.15 indløb der anmeldelse om, at der var ild i et hegn nær en carport på Møllevangsvej. En patrulje kørte til stedet, og ilden blev slukket. Beboeren på adressen, en 50-årig mand, blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

 

Kørsel i påvirket tilstand, Nivå

En 25-årig udenlandsk mandlig bilist blev klokken 20.15 standset af en patrulje på parkeringspladsen ved Nivå Center. Her blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte. Han blev også sigtet for ikke at være i besiddelse af et gyldigt kørekort.

Der afventer nu svar fra en blodprøve, som skal fastslå mandens eventuelle præcise promille.

 

I besiddelse af joint, Klampenborg

En patrulje blev klokken 21.51 opmærksom på tre mænd i en bil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på Springforbivej. Patruljen henvendte sig til de tre mænd, og her blev den ene, en 18-årig fra Holte, fundet i besiddelse af en joint, hvilket han blev sigtet for.

 

Ukendte personer opholdt sig i børnehave, Birkerød

Klokken 22.06 indløb der anmeldelse om, at flere personer var hoppet over et hegn ind til en børnehave på Stenhøjgårdsvej, hvor de nu havde taget ophold. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf fire mænd i alderen 18-35 år. Patruljen fik en snak med de fire mænd, hvorefter de bad dem om at forlade stedet. 

 

Forsøgte at stjæle øl og skabte uro, Hillerød

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 00.51, havde en mand forsøgt at stjæle øl fra 7/Eleven på Søndre Jernbanevej og skabte nu uro på stedet. En patrulje kørte dertil, hvor de traf manden, en 40-årig fra Helsinge, som de sigtede for forholdet og bortviste fra stedet.

 

Kørsel i frakendelsestiden, Værløse

En 22-årig mandlig bilist fra Værløse blev klokken 01.30 standset på Kollekollevej af en patrulje. Her bad de ham om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han var frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Brand i bil, Helsingør

Klokken 02.33 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en personbil, som holdt parkeret på Søndre Strandvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden havde spredt sig til en anden bil. Der var yderligere fare for spredning til andre biler på stedet, og brandvæsnet gik straks i gang med at slukke ilden.

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ukendt, men det kan ikke afvises, at branden var påsat.

 

Indbrud i forretning, Stenløse

Klokken 03.32 blev det anmeldt, at der var indbrud i One Phone i Egedal Centret, og at to maskerede mænd via overvågning kunne ses på stedet. Patruljer kørte dertil, men de ukendte gerningspersoner befandt sig ikke længere på stedet, og de blev heller ikke udfundet ved rundering i området.

De to gerningspersoner tiltvang sig adgang til stedet ved at opbryde et vindue, og Nordsjællands Politi har en formodning om, at der kan være tale om de samme gerningspersoner, som også natten til onsdag begik indbrud på stedet.

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.

 

Brand i container, Gentofte

Der indløb klokken 04.35 anmeldelse om, at der var brand i en container på Ellegårdsvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, og ilden blev slukket. 

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke blevet fastslået, men Nordsjællands Politi har en formodning om, at branden formentlig var påsat, idet et vidne så en sølvfarvet Volkswagen Caddy køre fra stedet i østlig retning i høj fart i forlængelse af, at ilden opstod.

 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi