BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du interesse for byggeri, landskaber og natur og kan du lide at komme ud i felten? Vil du være del af et team og en arbejdsplads, hvor den individuelle frihed, det tværfaglige samarbejde og en aktiv deltagelse er i fokus? Brænder du for at give borgerne en god oplevelse via en fair og ordentlig service? Så er du måske den kollega vi søger.
Jobbet
Du får sammen med din kollega primært ansvar for sagsbehandling i det åbne land. Kerneopgaven er myndighedsbehandling af landzonesager, hvor du vil skulle vurdere, om projekterne kan realiseres i overensstemmelse med planlovens landzonebestemmelser, kommuneplan, lokalplaner, servitutter, fredninger mv. Herudover behandler vi en række forskellige sagstyper, herunder bygge- og beskyttelseslinjer, fredninger, offentlighedens adgang i det åbne land, campingreglementet, bade- og bådebroer, jord- og stendiger. Vi deles om at besvare mails, gennemgå nye ansøgninger, samt andre administrative opgaver.
Landzoneteamet består af 2 medarbejdere. Teamet er en del af afdelingen Byg og Landzone på i alt 17 medarbejdere, som du også vil få et tæt samarbejde med. Afdelingen behandler bygge- og landzonesager, BBR, samt en masse andre opgaver indenfor samme område.
Vi kan dig tilbyde et alsidigt job, hvor vi hver dag har mange spændende og forskellige typer af opgaver. Du kommer ikke til at føle dig alene hos os. I det daglige sparrer vi med hinanden og vi sørger for, at du får en grundig introduktion til arbejdet. Du får også rig mulighed for personlig og faglig udvikling. Afhængig af dine kompetencer og interesser, vil du få mulighed for at fordybe dig i flere af vores opgaver. Der er samtidig god mulighed for at være medskaber i udviklingen af den daglige opgaveløsning og det faglige samarbejde.
Derfor forventer vi også, at du vil engagere dig i dette, byde ind med dine betragtninger og søge de fælles løsninger.
Vi har fleksible arbejdstider og der er mulighed for at arbejde hjemme. Du vil blive placeret på et 2- mandskontor sammen med din nærmeste kollega og du vil dele gang med resten af afdelingen. Vi holder til på Kongensgade 18 i Slangerup. Der er under 5 min. gang fra busstationen, hvor der er flere gode forbindelsesmuligheder med offentlig transport.
Dine primære opgaver vil være:
- Landzonesager.
- Sager om bygge- og beskyttelseslinjer, fredninger, jord- og stendiger, bade- og bådebroer, skovrejsning, stier i det åbne land samt campingreglementet.
- Mundtlig og skriftlig dialog med borgere.
- Tværfagligt samarbejde med andre afdelinger.
Vi forventer, at du:
- Har en relevant uddannelse. Gerne inden for fysisk planlægning eller forvaltning i det åbne land, eksempelvis geograf, landskabsarkitekt, landinspektør, skov- og landskabsingeniør, eller tilsvarende. Vi søger dermed ikke en kandidat med en bestemt uddannelse, men en kandidat, hvor den samlede pakke (faglighed, kompetencer, interesser og personlighed) er et match til jobbet.
- Har en interesse i plan- og byggelovgivningen, herunder landzonebestemmelserne.
- Ser muligheder fremfor begrænsninger og har en pragmatisk tilgang til løsning af opgaven.
- Er struktureret og god til at fuldføre dine opgaver.
- Kan se dig selv i rollen som myndighed, der træffer afgørelser.
- Kan arbejde selvstændigt og samtidig være en aktiv og engageret holdspiller.
- Er god til at kommunikere, både skriftligt og mundtligt.
Derudover er det en fordel, hvis du:
- Har erfaring med landzone- og byggesagsbehandling.
- Har kendskab til planlovgivningen, herunder landzonebestemmelserne.
- Har kendskab til landskabsanalyse og terrænregulering.
- Har kendskab til naturbeskyttelsesloven og landskabsvurderinger, landskabsfredninger, adgangsregler i naturen.
- Er fortrolig med relevante IT-systemer.
- Har erfaring med myndighedsarbejde i en politisk styret organisation.
Byg og Landzone – sådan arbejder vi
Vi er en afdeling, hvor rygraden er det faglige og kollegiale fællesskab. Vi ser dermed vores forskelligheder som en styrke. Vi sætter en ære i faglighed, ordentlighed og et stort engagement. Derfor arbejder vi hele tiden aktivt med at styrke teamet og blive bedre. Vi har sammen udviklet tre leveregler, der karakteriserer vores måde at tænke og arbejde på
- Faglighed - Vi er fagligt nysgerrige og deler viden, fordi vi ønsker at levere de bedste løsninger for vores borgere. Det kræver, at vi er opdaterede på viden og spiller hinanden bedre.
- Engagement - Vi er engageret i vores opgaver og i hinanden, fordi det sikrer kvaliteten i opgaveløsningen.
- Samarbejde - Vi samarbejder om at lykkes, fordi det skaber bedre løsninger i en foranderlig verden og gør det sjovere at komme på arbejde.
Sammen Om Frederikssund
Alle medarbejdere i Frederikssund Kommune kender mottoet ’Sammen om Frederikssund’. Bag ordene er en strategisk retning for organisationen, for hvordan vi tænker og arbejder. ’Sammen om Frederikssund´ er et flerårigt udviklingsarbejde, der understøtter vores fælles mål. Der arbejdes aktivt indenfor 3 udviklingsspor.
- Mennesker - Medarbejderne er kommunens vigtigste ressource. Vi vil i fællesskab sikre høj faglighed samt skabe gode og fleksible rammer for udførelse af arbejdet. Stærke arbejdsfællesskaber samt åbenhed og tillid skal bidrage til, at vi i fællesskab kan tage ansvar og handle.
- Opgaver - Samfundet forandrer sig, og derfor forandrer kerneopgaverne sig også. I Frederikssund Kommune er vi nysgerrige på, hvad forandringerne betyder for vores opgaveløsning. Vi har fokus på, hvad der skal bevares, og hvad der skal udvikles og forbedres. Derved kan vi levere de bedste resultater og kvalitet i opgaveløsningen for borgere og virksomheder.
- Relationer - Mange forskellige kompetencer skal i spil for, at vi lykkes med at levere kvalitet og resultater for borgerne og virksomhederne. Vi er afhængige af, at der er en god dialog med vores omverden - de gode løsninger finder vi i fællesskab.
Det er dermed ikke kun i vores afdeling, at du vil opleve en aktiv og inddragende tilgang til arbejdspladsen. Du vil som ny medarbejder hurtigt stifte bekendtskab med ’Sammen om Frederikssund’ og blive klogere på hvordan du bliver en positiv medspiller i udviklingen.
Send os din ansøgning
Stillingen er fast og på fuldtid. Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt. Lønnen fastsættes efter kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Vi skal have din ansøgning senest den 11. august 2024.
Vi forventer at holde to runder med ansættelsessamtaler, henholdsvist den 19. august og den 21. august.
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til os:
- Landzonemedarbejder Sofie Amalie Erbs-Maibing: telefon 51 48 45 04 (ferie i uge 28, 29 og 31).
- Afdelingsleder Rasmus Bo Rasmussen: telefon 20 37 75 98 (ferie i uge 29, 30 og 31. Du er velkommen til at sende mig en SMS i min ferie. Så vil jeg ringe dig op, når jeg ser den).
Vi glæder os til at læse din ansøgning!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederikssund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Frederikssund Kommune, Torvet, 3600 Frederikssund
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6083685