BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi skal sige farvel til vores kollega, som har fået andre spændende arbejdsopgaver i vores afdeling, så hvis du er uddannet socialrådgiver/-formidler, så har du mulighed for at blive en del af vores modtagelsesteam i Myndighedsafdelingen 37 timer om ugen fra den 1. december 2023 eller snarest derefter.
Om os
I Myndighedsafdelingen varetager vi Frederikssund Kommunes indsats overfor børn og unge i udsatte positioner. Vi arbejder for at skabe de bedste vilkår for udsatte børn og unge og baserer vores arbejde på høj faglighed, lovmedholdelighed samt systematik.
Vi er optaget af, at børn, unge og deres familier oplever en tæt, sammenhængende og koordineret indsats. Det betyder, at vi sammen med familierne og deres netværk arbejder for, at finde de bedste løsninger for at bringe børn og unge i trivsel igen. Derfor ser vi familiernes private og professionelle netværk som en vigtig ressource, ligesom vi arbejder på, at det frivillige foreningsliv skal spille en vigtig rolle for udsatte børn og unge.
Derudover er vi optaget af et stærkt tværfagligt samarbejde med både det almene og specialiserede område, og vi er særlig optaget af det arbejde, der ligger i vores implementeringsplan i forbindelse med Barnets Lov, som træder i kraft den 1. januar 2024.
Myndighedsområdet består af 4 distrikter, en styrket modtagelse, et familieplejeteam samt et handicapteam, bestående af 44 medarbejdere, fire teamledere og en Myndighedsleder. CFR består også af et udførerområde med ca. 40 medarbejdere, to teamledere og en Udførerleder samt PPR med ca. 60 medarbejdere, to teamledere og en PPR-leder. Dertil kommer et Sekretariat samt en centerchef.
Som socialrådgiver/-formidler i modtagelsesteamet vil du blive en del af vores Styrket Modtagelse.
Styrket Modtagelse
Styrket Modtagelse består af 3 myndighedsrådgivere (Modtagelsesteamet), 4 forebyggende medarbejdere og 3 familiekonsulenter, herunder én der varetager Ukraineindsatsen (Forebyggelsesteamet) samt en teamleder.
Modtagelsesteamet tager imod alle mundtlige og skriftlige underretninger samt laver 24-timers vurderinger. Modtagelsesteamets opgave er ydermere at handle i akutte sager omhandlende vold og overgreb. Dette indebærer eventuelt fremskudt børne-ungesamtale, tværfaglig sparring og samarbejde med politi og børnehus, sikring af barnet/den unge, samt partshøring af forældremyndighedsindehavere.
Derudover består modtagelsesteamets opgaver bl.a. af at yde råd og vejledning til kommunens borgere og professionelle samarbejdspartnere. Modtagelsesteamet laver også målgruppeafklaringer, hvor der bl.a. kan indstilles til § 11 forløb eller træffes afgørelse om støtte jf. Servicelovens § 52a. Det er ligeledes muligt selv at afholde kortere samtaleforløb jf. servicelovens §11.
I kommunen arbejder vi med konceptet ’underrettende netværksmøder’. Det betyder, at hovedparten af de underretninger vi får fra skoler, daginstitutioner og øvrige professionelle i kommunen, afholdes som underrettende netværksmøder, med udgangspunkt i Signs of Safety metoden. I modtagelsesteamet er opgaven at dække ind på disse møder i tilfælde af sygdom eller fravær, for at sikre proces i sagerne og undgå unødig ventetid for familierne.
Forebyggelsesteamet består af 4 forebyggelseskonsulenter, som yder en forebyggende og konsultativ indsats på almenområdet, de to familiekonsulenter varetager korte samtaleforløb jf. servicelovens § 11, og Ukrainekonsulenten har opgaver af praktisk og pædagogisk karakter og omfatter den tidlige og forebyggende indsats for familier med børn under 18 år i integrationsperioden.
Vi søger dig, der
- er uddannet socialrådgiver/-formidler og gerne har erfaring med myndighedsarbejdet
- brænder for børne-, unge og familieområdet og ikke mindst modtagelsesarbejdet
- har gode samarbejdsevner og ser dig selv som en holdspiller
- er omstillingsparat og klar på at have mange bolde i luften
Hvad kan vi tilbyde
Vi tilbyder en spændende og dynamisk arbejdsplads i udvikling, hvor helhedssynet med fokus på familiens samlede situation vægtes i et tværfagligt samarbejde. Vi arbejder alle ud fra et fælles værdigrundlag, hvor vi har fokus på familiens ressourcer, relationer og netværk.
Vi arbejder ud fra den faglige metode Signs of Safety og er optaget af at arbejde løsningsfokuseret og inddragende. For at understøtte brugen af SOS i sagerne, anvender vi blandt andet SOS-metoden på vores faglige møder samt har løbende ekstern supervision, der tager udgangspunkt i SOS.
Vi arbejder ud fra en tro på, at vi hele tiden kan blive dygtigere til at løse vores kerneopgave, og derfor er vi løbende optaget af og har fokus på kompetenceudvikling. Både i vores egen afdeling, men også på tværs af centeret.
Vores samarbejdskultur er kendetegnet ved en uformel omgangstone, arbejdsglæde og ambitioner på borgernes samt egne vegne. Du vil få nogle fagligt dygtige, engagerede, omsorgsfulde og humoristiske kollegaer. De vil sammen med vores teamledere stå klar til at tage godt imod dig og sikre, at du får en god start hos os og får den hjælp, du har brug for, for at lande godt i opgaverne og afdelingen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst samt principperne for Ny Løn.
Yderligere oplysninger: Har du lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Marianne Imer på telefon 23 81 24 69.
Modtagelsesteamet har til huse på Frederikssund Rådhus, hvortil der er gode offentlige transportmuligheder.
Ansøgningsfrist: Mandag den 23. oktober 2023 kl. 12.00
Der afholdes samtaler onsdag den 25. oktober 2023
Ansættelsesforhold
Fast stilling på fuld tid
Tiltrædelse
01. dec 2023
Kontakt
Teamleder Marianne Imer på telefon 23 81 24 69
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederikssund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Center for Familie og Rådgivning, Torvet, 3600 Frederikssund
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5921168